Film/Teaterskolen Holberg
Om teaterskolen
Beliggenhed
Method acting 1-2-3
Filminstruktør 1-2
Acting
Eleverne
Beskæftigelsesmuligheder
Hvorfor en film/teaterskole
Hvad er method acting
Links
Kontakt
Hvorfor en teaterskole af teaterskoleleder Carl van Webber
Ofte er det største problem for den begyndende skuespiller at forstå hvad en skuespillers arbejde egentlig går ud på. De fleste nye skuespillerelever har en grundlæggende misopfattelse vedrørende skuespillerarbejde. De tror ofte at deres opgave er at tydeliggøre teksten , at formidle forfatterens budskab klart og utvetydigt. Eller at de ikke har nogen opgave overhovedet, udover at vinde publikums gunst med deres udseende, bevægelser, veltalenhed eller humoristiske påfund. Men hvad enten skuespillere agerer skolelærer eller charmør, har begge holdninger store omkostninger. Publikum distancerer sig fra oplevelsen, tror ikke på det de ser og er ude af stand til at fordybe sig i den dramatisk fortælling.
Illusionsnummer
I lighed med tryllekunst, er teater og film et illusionsnummer. Gennem illusionen oplever tilskueren situationer som ellers ville være for farlige for dem at have med at gøre i dagligdagen. På et par timer kan man blive forelsket, skilt, give liv til nogen, tage liv fra andre, dømme de onde og lovprise de gode (eller det modsatte). Man bliver forløst og måske en smule klogere på grund af en veldrejet og velspillet fiktion.
Kunstforbrugeren og artisten
Set i det lys er skuespillerens opgave ret enkel og nok så ydmyg: at skabe og fastholde en illusion for tilskueren. Ligesom tryllekunstneren, beskæftiger skuespilleren sig kun med en tilsyneladende virkelighed. Publikum vil gerne tro at tryllekunstneren virkelig saver damen over, at han virkelig kan få en kanin til at forsvinde ud i det rene ingenting. Publikum vil også gerne tro på at skuespillere virkelig gør og mener de ting de siger. At de hader og elsker hinanden og vover sig ud i skelsættende konflikter. Desto mere troværdigt skuespillere fremstiller ”løgnen” – desto mere kan tilskueren giver sig hen, opleve, vokse.
Opbygge troværdigheden
Altså, en skuespiller skal kunne skabe fornemmelsen af at noget nærværende og levende er ved at ske lige for øjnene af os. Det er opgaven. Det er jobbet – at opbygge og fastholde en troværdighed i alt hvad man siger og gør. Det er ikke nok at man ”sælger veldrejede replikker. Skuespilleren skal også lade sig ryster af egne handlinger. For et kort øjeblik skal de selv tror på den løgn de er ved at fremstille.
Det moderne publikum falder ikke for hvad som helst. Illusionen skal være raffineret opbygget og dygtigt serveret. Et moderne publikum består af flere generationer der har oplevet det ypperligste indenfor film? og TV? skuespillerpræstationer. Selv børn, når de når puberteten, har set hundredvis af dramatiske historier formidlet af nogle af verdens mest geniale skuespillere. Det er hvad en begyndende skuespiller skal konkurrere med. Verdens elite. Autodidaktens tid er forbi for den vordende skuespiller. Man har brug for al den hjælp, ekspertise og kollegial støtte man kan skaffe sig. En ung skuespiller alene, ude i branchen, er en meget sårbar størrelse.
Hvad kræver det for at gennemføre en skuespilleruddannelse?
Dér er der ingen mystik. Det kræver det samme som det kræver af en hvilken som helst anden profession som man vil nå uddanne sig til i, tålmodighed, træningsflid, selvindsigt, udholdenhed, opofrelse, fysisk og mental egnethed og ikke mindst humor. Man skal kunne grine igennem selv den største tåreflod. Men det kræver også nogle praktiske omstændigheder; kontakt med andre skuespillere og de rigtige fysiske omgivelser. Man kan ikke blive skuespiller i køkkenet hjemme hos sig selv. Det kræver et sted hvor man kan træne og fordybe sig i fred og ro. Det kræver andre ligesindede man kan udvikle sig sammen med. Det kræver adgang til gode tekster og instruktører. Det kræver mulighed for at møde et støttende og sympatisk publikum. Og allermest kræver det et udgangspunkt for sine bestræbelser. En nedfældet arbejdsproces og nogle lærermestre der kan formidle denne proces til én. Det er derfor man har skuespillerskoler.
”The Creative mode”
Men måske mere end alt det andet er man nødt til at udvikle en specifik mental anskuelse for at være skuespiller. En måde at bruge sin intelligens på, som på mange måder er i strid med vores normale dagligdags tankesæt. Det er ofte den sværeste hurdle for den begyndende skuespillerelev, at tilegne sig denne kreative sindstilstand. Det er heller ikke kun et spørgsmål om talent. De fleste skuespillerelever jeg har arbejdet med har talent nok til at være gode – for ikke at sige glimrende ? skuespillere. Mange opgiver alligevel. I de fleste tilfælde hovedsageligt fordi de ikke er i stand til at slippe deres dagligdags kontrolmekanismer og skabe ud fra en mere åben og intuitivt sindstilstand. Stanislavskij var den først til at forske i denne tilstand, i hvert fald hvad teater angår. Han kaldte det ”det kreative tilstand”. At lære at være en god skuespiller er hovedsageligt processen at tilegne sig denne ”Creative mode”.
Oplevelsen fører til erkendelsen
Vanskeligheden i at ”læse sig” til skuespiller kommer fra den kendsgerning at film/teater? erfaringer er meget svære at formidle. Det er ikke fordi skuespillere er uvillige til at tale om det de laver – tværtimod. Men at spille teater er en yderste subjektiv oplevelse. At en elev stiller spørgsmål og ”mesteren” giver svar, fører næsten uundgåeligt til at parterne taler forbi hinanden. I det hele taget at prøve at tilegne sig skuespillerviden igennem logiske udregninger, tankemæssige spekulationer og intellektuelle krumspring er dømt til at mislykkes. Kun erfaring kan føre til erkendelse. Det er ligesom at lære at gå. Analyse vil kun forsinke processen. Det kræver et barnesinds indkodede dumdristighed at blive ved til trods for alle de mislykkede forsøg. Et rationelt forankret menneske vil for længst have fundet ud af, at det umuligt kan lade sig gøre. At koble ind på ”The Creative mode” er at genopdage sit barnesind. Pludselig bliver alt til en selvfølgelighed. Også at spille teater.